Jeg er en af dem, der mener, at børn, når det er muligt, skal være i stand til at have kontakt med en hund eller en kat eller med begge, da det er sådan, de ville vokse op med en anden ven, en lodne ven, derhjemme, til hvem de skal lære at tage sig af alle de år, dyret lever. Men virkeligheden er, at dette dyr mange gange ikke er andet end et indfald, der ender med at leve på gaden eller i et ly. For at undgå det, det er vigtigt, at hele familien er indforstået med at leve med et dyr, og hvem ønsker (og kan) tage ansvar for det.
Men nu stiller jeg dig et spørgsmål Tror du, at katte og børn kan være venner?
Katte er mindre end hunde (bortset fra nogle racer som Savannah), så de har en mere skrøbelig krop. Men derudover har de negle, der tjener dem til at klatre og jage. Til dette må vi tilføje, at den måde, hvorpå katte spiller, er forskellig fra mennesker: børn har en tendens til at gribe deres haler og gøre ting mod dem, som katte ikke kan lide; katte bruger deres klør til stort set alt, og hvis du føler dig ubehagelig eller hjørnet, hvis du ikke kan løbe væk, vil angribe.
Det er meget vigtigt, at både børn og katte lære at leve sammen, respekterer hinanden. Hvis der opstår et problem, skal du ikke bebrejde den ene eller den anden, da det ville være nytteløst, men du skal vide, hvorfor det skete, og find derefter en løsning. For eksempel, hvis katten har såret barnet, skal vi lære ham at lege uden at ridse eller bide, fjerne hans hånd og stoppe spillet hver gang vi ser, at han har til hensigt at gøre det.
Katte og børn kan være gode venner, så længe der er respekt og tillid fra begge sider. 😉